Erindringer fra min barndomsby Fausing i 1930- og 1940’erne

Dengang i 1930- og 1940erne var Fausing et næsten selvforsynende samfund, ikke helt, for selvfølgelig var byen afhængig af omverdenen; men vi havde næsten alt det, som dengang skulle til, for at et samfund kan fungere: mejeri, bager, brugs, købmand, to smede, karetmager, snedker, skomager, træskomand, maler, sygeplejerske, jordemoder, skole, kirke og de mange landbrug.

For et barn på den tid var landsbyen verden, selv om barnet nok vidste, at der var en verden udenfor; men det var i landsbyen, man levede; det var her, man hørte til.

Fra landevejen fører to veje gennem Fausing by; på hver sin side af kirken går de og løber sammen på bakken op mod vandmotoren for at fortsætte ned mod bakkerne og engene. Vejen mod øst kaldte vi “bette si`e”, og den mod vest for “stur si`e”.

Hvis vi fra landevejen følger “bette si`e” , ligger der mellem kirken og skolen, hvor jeg er født og opvokset, et hus med to lejligheder. I min barndom boede i den ene lejlighed Inger Marie Ellevang, datter af den tidligere lærer. Hun gav undervisning i klaverspil i sine unge dage, mens familien boede i skolen. På sine gamle dage underviste hun kun mig og mine søskende. Vi havde ingen klaver hjemme, så vi gik også hen og øvede hos Mi, som vi kaldte hende. Inger Marie Ellevang førte Brugsens regnskab og havde derfor forretningens store, sorte pengeskab stående indenfor døren ved siden af skrivebordet. I den anden lejlighed boede i min allertidligste barndom Kjesten Mari. Hun hed vel Kirsten Marie. Hun var en rigtig gammel kone, som altid gik med en sort kyse. Jeg har fået fortalt, at hun havde været ringer og graver ved kirken; men det var hun ikke, mens jeg var barn, da havde skomageren hvervet. At komme ind til Kirsten Marie, var som at træde ind i en tid længe før min barndom; jeg mindes, at gulvet i køkkenet var belagt med røde mursten! Senere blev lejligheden “renoveret”, og Agnes flyttede ind med sin datter Gerda; nye tider i vores nabolag!

Overfor skolen lå bagerens hus med bageri, butik og beboelse, en virksomhed, selv om den var med beskeden produktion; men en virksomhed var det med mester og bagersvend og fruen i butikken. Bageren bagte al slags kage og brød, selvfølgelig også rugbrød, også de store 4 kg brød, og skulle der festes, kunne bageren også levere kransekagen. Råvarerne blev leveret pr lastbil; den bakkede ind i indkørslen ved husgavlen, og melsækkene blev hejst op til bageren, der stod og tog imod i loftslugen; jeg synes endnu at kunne høre lyden af trissen i hejseværket, når de tunge sække var på vej op. Bageren solgte også is. Ispindene blev nedkølet ved hjælp af isblokke, der kunne holde sig en uges tid, inden de skulle erstattes af nye. Fra ismejeriet (Svale Is) blev der leveret ispinde og isblokke. Fra bilen dryppede der altid smeltevand, så der var vådt på vejen, når den var kørt. Dengang kostede en rund ispind 15 øre og den lidt større 25 øre.

Den første bager af dem jeg husker hed Rykjær; navnet var malet på butiksdørens glasrude samt tlf. nr 16! Engang under krigen da jeg var med Mor ovre i butikken, fortalte fru Rykjær min Mor, at tyskerne om natten havde hentet doktor Andersen i Allingåbro, og de havde også tager hans kone og datter med. Det gjorde et stærkt indtryk på mig; jeg blev syg ved tanken om, at min far måske var frihedskæmper, og måske ville tyskerne hente ham en dag.Bageren kørte også brød ud til omegnen; Bech var brødkusk; han var gift med bagerens datter Karen Marie, de boede i en lejlighed oppe i byen i træskomandens hus.Under krigen solgte Rykjær forretningen til bager Christensen, som efter få år solgte den videre til Ella og Mogens Theil, byens sidste bager.

I huset næst efter bageren var der “brugs”, andelsbevægelsen havde i sin tid oprettet en brugsforening og valgt Chresten Andersen som uddeler. Da han trak sig tilbage, blev hans søn Børge ansat som uddeler, og det var i hans og hans kone Nitta`s tid, at Brugsen blev flyttet til bedre og større lokaler i den gamle præstegård ved landevejen.

Bag skolen ligger der en gård; her boede i min tidligste barndom Johannes og Line Ellevang. Johannes var søn af lærer Ellevang, som min Far afløste som lærer i Fausing. Jeg husker svagt, da de midt i 30erne forlod gården og flyttede til Randers; deres to piger Nanna og Rigmor forærede mig deres dukkestue.Gården blev overtaget af Karoline og Søren Vestergaard, de havde tre sønner, de to var voksne, så jeg husker bedst den yngste, Herluf hed han; en vinterdag tilbød han mig en slædetur; han havde en meget større kælk end min og med udstyr (styrestang). Jeg vovede turen; vi startede som altid ved vandmotoren på bakken og nåede helt ned til Brugsen, før kælken standsede. Sikke en tur! Det kunne min lille kælk ikke have klaret. Gården blev senere solgt til Margit og Arne Christensen, der flyttede ind som nygifte.

Går vi videre ad “bette si´e ”, lå Anker Bertelsens gård på venstre side, og i huset på højre side, nabo til smedien, boede murer Kristensens. Anker Bertelsen tegner et fint billede i min erindring; jeg kendte som barn ikke meget til ham eller hans husbestyrerinde Pouline; men Anker Bertelsen var et kendt ansigt i landsbybilledet fra min barndom, når han kom forbi vores hus til og fra marken, og det skete flere gange om dagen, enten på cykel eller på arbejdsvogn, forspændt sine jyske heste.

I smedien havde smed Kjærsgaard travlt; jeg husker det, som om han altid var igang med at sko en hest, når jeg kom forbi. I forlængelse af smedien lå beboelsen; her levede han med sin kone Mary og deres tre piger.

Inden vi nåede dammen, hvor vi i vores træsko gled på isen om vinteren, når dammen var frosset til, skulle vi forbi Maren Skinderholms hus. Hun syede hvert år rosetterne og sløjferne til Fastelavn, så de drenge, der blev udnævnt til konge, prins og kommandør ved ringdysten, regnet ud efter de antal gange, de havde “taget” ringen, kunne blive dekoreret, ligeledes deres udkårne ved det efterfølgende fastelavnsbal. Drengenes “løb efter ringen” foregik på vejen nedenfor forskolen, og på kirkegårdsmuren var der for os piger gode tilskuerpladser!

I det lave hus ved Dammen var der tre lejligheder. I lejligheden nærmest Dammen boede i min barndom Viggo med sin familie; jeg var bange for Viggo, når han kom kørende på sin sofacykel op gennem byen, sommetider syngende. Jeg tror nok, han havde mange børn; jeg husker dem ikke tydeligt. Ved siden af boede Dorthea, “Dortheapigen” blev hun kaldt. Hun gik ud og hjalp til i gårde og huse; ved siden af samlede hun ind til “Julens Glæde”, en opsparing til jul, som man kunne sætte penge ind på i løbet af året. Når Dorthea kom ind ad bagdøren og spurgte, om vi ville have lidt sat ind på bogen, så havde min Mor som regel lagt et par kroner til side til formålet. Når julen nærmede sig, og Dorthea udbetalte de opsparede penge, var beløbet et godt tilskud til julegaveindkøbene, eller hvad Mor nu brugte pengene til. Jeg tror nok, Dortheas svigersøn overtog arbejdet senere. I den tredie lejlighed ved siden af Dorthea boede Anthon Hevring.

Overfor Dammen på “bette si`e” lå Valdemar Sørensens gård; jeg legede ikke så ofte med datteren Gerda, hun var et år ældre end jeg, men jeg husker tydeligt en sommerdag, hvor Gerda og hendes mor tog mig med i biografen i Auning, hvor vi så “Moster fra Mols”. Vi cyklede derhen, det var en stor oplevelse for mig.

Mellem Anker Bertelsens og Valdemar Sørensens gårde lå et hus, den gamle degnebolig var det. Hvem der boede der i min tidligste barndom, mindes jeg ikke, men senere flyttede Asta og Alfred Hevring ind som nygifte. I huset på den anden side af Valdemars gård boede P. Madsen og hans kone som aftægtsfolk.

For enden af deres have lå der i min tidligste barndom en græsmark, måske var det en lille fold. Den tilhørte Kirstine og Kristian Nielsens gård. Jeg husker, at de en sommer indlemmede dette stykke jord i deres have; “Posten” hjalp med anlæggelsen af det nye stykke have; for foruden at være postbud var han også en dygtig havemand, hans egen have i Spidsborg kunne vi bese, når vi cyklede forbi på vej til Allingåbro. Så den sommer gik folks aftentur ofte forbi Kristian Nielsens gård for at se, hvor langt Kirstine og “Posten” var kommet med arbejdet.

Overfor den nyanlagte have lå “det gule hus”. Sine og hendes børn har en stor plads i min barndomserindring, fordi jeg legede med de mindste af børnene ( jeg husker bedst Dora, Karla, Alma og Anna) og på den måde havde adgang til huset, også om vinteren, når vi var på kælkebakken og havde brug for at få vanterne varmet på Sines kakkelovn.

Hvis jeg fulgte vejen op forbi Kristian Nielsens gård, bevægede jeg mig i randområdet, hvor jeg ikke var så godt kendt. I huset overfor Kristian Nielsens lade boede i den ene ende Lisbeth og Martinus Sørensen med deres døtre, og i den anden lejlighed Bertha og Hans Kristensen med deres børn. Hvis man fortsatte op ad vejen lå der to gårde, inden man nåede vejen til Liltved, Steffens boede i den ene og Søren Andersens i den anden. Der har jeg aldrig været på besøg, men Marie Just har jeg været inde hos, både da hun boede i huset overfor Steffens gård og tidligere oppe i gården, som Gustav Larsen senere overtog.

Derimod var jeg bedre kendt, når jeg fortsatte op ad “bette si`e”; for mange gange blev jeg sendt op til skomageren med et par sko, der skulle bagflækkes eller forsåles (jeg kan endnu høre lyden fra hans dørklokke). Jeg var lidt bange for skomageren (ikke så meget, hvis hans kone Anine kom frem i døren), for han skældte altid ud over, at de sko var ikke til at reparere (og han havde sikkert ret; i dag ville vi nok have smidt dem ud og købt nye); men underet skete; skoene var som nye, når vi nogle dage senere hentede dem. Skomageren kendte jeg næsten bedre fra hans bierhverv som ringer og graver, når han i rask trav var på vej ned til kirken for at ringe solen ned, altid bærende hat, for os hed sådan en hovedbeklædning en skomagerhat. Det hørte også med til hans bestilling om søndagen at “træde orglet” under gudstjenesten; det har jeg mange gange set ham gøre, når jeg var med min Mor i kirke.

Overfor skomagerens værksted og bolig lå et hus med tre lejligheder; nærmest “bette si`e” boede malermester Lander, i midten Peter Nielsen (kaldet “PNilen”) med sin familie; jeg husker de to mindste af børneflokken, de hed vistnok Herluf og Vagn og var omkring min alder. I den sidste lejlighed boede Agnes og Mads Andersen med børn, hvoraf jeg husker Elly og Erik. I strædet her mellem de to huse mindes jeg at have set byens karle samlet på sommeraftener og søndag eftermiddage om et spil kegler.

Videre op ad bakken op mod vandmotoren kom vi forbi vejen ind til “Væverens hus”; her boede to familier, Alma og Søren Yde, og Thorvald Petersens. Fortsatte vi forbi huset og drejede til højre kom vi op til Oline og Jens Peters hus. Hos dem har jeg været mange gange; min Mor tog mig ofte med, når hun gik på besøg, og Jens Peter ville gerne have besøg; han sad altid i sin kurvestol ved kakkelovnen. Jeg kan endnu høre kurvestolen knage, når vi havde banket på døren, og Jens Peter ville vende sig om for at se, hvem der kom ind.Længere oppe ad bakken lå Bejders gård, her boede Maren og Søren Bejder; hvert forår spejdede vi efter storken; hvornår ville den ankomme og begynde at indrette sig i reden på taget af Bejders staldbygning? for den kom, det var sikkert og vist, til glæde for alle i byen.

I min barndom var vandmotoren et centralt punkt; her startede kælkebakken om vinteren, og her forbi gik vores vej, når vi om foråret hentede en spand muld i engene (her var masser af muldvarpeskud) til omplantning af potteplanterne, eller når vi skulle på en lille udflugt i bakkerne, og når der før jul skulle hentes gran til dækning og pynt på familiegravstedet.Sommetider når vi kom fra en gåtur i bakkerne, gik vi ned ad “stur si`e” og kom forbi Jens Christensens gård og huset i “hullet”, hvor Ejvind Tetsche boede med sin familie. Beboerne i husene bag Magnus Jensens gård husker jeg ikke så godt, men den gamle kone, Magnus Jensens mor, mindes jeg som en lille dame i sort tøj. I Glavinds gård var jeg ikke kendt; måske har jeg været inde i deres baggang for ligesom så mange andre steder at sælge et Dybbelmærke eller et andet mærke til en lignende indsamling.

Mellem Magnus Jensens og Glavinds gård gik vejen ind til Thomas`s gård, og her kom jeg en del som barn; jeg ville gerne lege hos Marie, for der var så meget at opleve; her var både Thomas og Trea, Jens og Petra og børnene Marie og Tonni, og så havde de en alkove inde i stuen! jeg husker næppe, om vi fik lov at lege i den; dyner var der ingen af; men et godt sted at opbevare ting.

Overfor Magnus Jensens gård boede Rasmus Peter Christensen (Ras Peter) sammen med sin datter Inger i aftægtshuset, som han og hans nu afdøde kone Ane havde ladet opføre. Ved siden af lå sygeplejeboligen; sygeplejersken i min barndom hed frk. Rasmussen, og efter hendes hus kom Centralen. Her sad fru Spangberg ved omstillingsbordet og skabte forbindelser til omverdenen for de få i Fausing, som på det tidspunkt havde telefon. Men flere og flere kom med og fik telefonforbindelse, det, der i dag er hver mands eje. På centralen var man først med lokale nyheder; havde man set en brandbil køre gennem byen, kunne man ved en opringning til centralen få at vide, hvor det brændte.

Overfor dammen boede Anders Andersen og hans kone, og ved siden af dem lå træskomandens hus. Træskomanden “P.Sejsen” husker jeg svagt, han beboede den ene lejlighed, og Bager Rykjærs to gifte børn boede i nogle få år i hver sin af de to andre lejligheder; det forekommer mig, at der i min barndom netop fandt nogen ombygning sted i dette gamle stuehus.

Dernæst kom karetmagerens hus, hvor karetmageren havde sit værksted i den ene ende , og Kathrine sit røgeri i udhuset bag køkkenet. Karetmageren og Katrine var også værtsfolk i forsamlingshuset, der lå skråt overfor. Jeg ser for mig juletræsfesten i forsamlingshuset, når juletræet var flyttet over i et hjørne, så kom karetmageren og strøede sæbespåner ud over gulvet, og derefter kunne dansen begynde. Efter krigen blev karetmageren og Katrine afløst af Asta og Alfred Hevring som værtsfolk i forsamlingshuset.

Mellem forsamlingshuset og kirken lå forskolen; her var frk. Andersen (Mimi) lærerinde og underviste de tre første årgange. Fra min første skoletid husker jeg ikke så meget andet end det var en god tid. Min skolevej var kort, men lang nok til at opleve et og andet; endnu kan jeg høre smedens hammerslag, en dejlig lyd i min verden, ligeså god som kirkeklokkens.

Hammerslagene kom fra smed Mikkelsen, som oftest stod i sin smedie, når jeg gik til og fra skole. At se ind i ilden i hans esse eller se ham kaste et varmt jern i vandkarret, så det syede og dampede til alle sider, gjorde én lille overfor de stærke kræfter; her måtte man passe på. Sommetider var jeg med Mor inde hos hans kone Marie, hun var gigtsvag og sad altid i sin stol, deres to yngste døtre, Stinne og Grethe, skiftedes til at være hjemme, et halvt eller helt år ad gangen, for at føre hus. Meget ofte besøgte vi Marie, og det blev til en tradition, at jeg hvert år efter min fødselsdag puttede mine gaver i en kurv og gik ned og viste dem til Marie.

For gavlen af smedens hus gik en vej hen forbi Esthers hus, her boede hun alene med sine fire børn: Lisbeth, Knud, Betty og Rita. Jeg mindes den forfærdelse jeg følte, da jeg som barn hørte om Knud, der lå syg, og om natten i febervildelse var løbet ud til udflyttergården Karl Rasmussen, hvor han var tjenestedreng. Jeg så for mig den stakkels dreng i kulden i sin bare skjorte. Men han klarede det og blev en god politibetjent!

Videre forbi Esthers hus kom vi op for enden af vejen; her boede Kristian Sørensen; han var enkemand og boede helt alene. To gange om året klippede han hækken omkring skolegården; så kom han ind i køkkenet til Mor og fik kaffe; det er sådan jeg husker Kristian Sørensen, siddende med kaffekoppen på bænken ved bordet i vores køkken. Senere, efter Kristian Sørensens død, flyttede Mads Andersen med familie ind i huset.

For enden af “stur si´e”, inden vi nåede landevejen, lå to gårde, Johs.Pagters gård overfor kirkegården og i det lille sving på vejen “Gården”, som vi kaldte den. I min barndom mindes jeg Dina og Chr.H.Christensen som ejere og beboere af “Gården”. I modsætning til de andre landmænd i byen, der oftest havde jyske heste som arbejdsheste, havde “Gården” “to belgiere”! dem var jeg lidt bange for, hvis jeg skulle forbi dem, selv om de var spændt for en vogn; det skyldes nok hestenes størrelse; for en lille pige var belgiske heste jo kæmpestore.

I Pagters gård kom jeg ofte, da Anne Marie Pagter og Johs. Pagter var min Mors moster og onkel. Når vi skulle ned til “Mosters”, som vi sagde, skråede vi oftest over kirkegården; det var meget hurtigere end at tage vejen udenom; bare lige ind ad kirkegårdslågen, forbi kirkedøren, ned ad trappen og ud ad lågen; så havde vi porten ind til Pagters gård lige overfor. Den tur over kirkegården har jeg taget mange gange, og den har sat sit spor i mit sind; som voksen har jeg altid følt mig utilpas ved at kirkegårde er blevet steder, der skal gemmes væk, ligesom døden, noget vi ikke skal beskæftige os med; min barndom lærte mig noget andet.

Anne Marie og Johannes Pagter gjorde ligesom mange andre meget for Fausing by; fra min barndom mindes jeg gymnastikopvisning i deres have, ligesom der også en sommer blev spillet teater. Måske har der i denne smukke have været andre lignende sammenkomster, som jeg bare ikke som barn har deltaget i.

Overfor skolen lå bagerens hus med bageri, butik og beboelse, en virksomhed, selv om den var med beskeden produktion; men en virksomhed var det med mester og bagersvend og fruen i butikken. Bageren bagte al slags kage og brød, selvfølgelig også rugbrød, også de store 4 kg brød, og skulle der festes, kunne bageren også levere kransekagen. Råvarerne blev leveret pr lastbil; den bakkede ind i indkørslen ved husgavlen, og melsækkene blev hejst op til bageren, der stod og tog imod i loftslugen; jeg synes endnu at kunne høre lyden af trissen i hejseværket, når de tunge sække var på vej op. Bageren solgte også is. Ispindene blev nedkølet ved hjælp af isblokke, der kunne holde sig en uges tid, inden de skulle erstattes af nye. Fra ismejeriet (Svale Is) blev der leveret ispinde og isblokke. Fra bilen dryppede der altid smeltevand, så der var vådt på vejen, når den var kørt. Dengang kostede en rund ispind 15 øre og den lidt større 25 øre.

Den første bager af dem jeg husker hed Rykjær; navnet var malet på butiksdørens glasrude samt tlf. nr 16! Engang under krigen da jeg var med Mor ovre i butikken, fortalte fru Rykjær min Mor, at tyskerne om natten havde hentet doktor Andersen i Allingåbro, og de havde også tager hans kone og datter med. Det gjorde et stærkt indtryk på mig; jeg blev syg ved tanken om, at min far måske var frihedskæmper, og måske ville tyskerne hente ham en dag.Bageren kørte også brød ud til omegnen; Bech var brødkusk; han var gift med bagerens datter Karen Marie, de boede i en lejlighed oppe i byen i træskomandens hus.Under krigen solgte Rykjær forretningen til bager Christensen, som efter få år solgte den videre til Ella og Mogens Theil, byens sidste bager.
I huset næst efter bageren var der “brugs”, andelsbevægelsen havde i sin tid oprettet en brugsforening og valgt Chresten Andersen som uddeler. Da han trak sig tilbage, blev hans søn Børge ansat som uddeler, og det var i hans og hans kone Nitta`s tid, at Brugsen blev flyttet til bedre og større lokaler i den gamle præstegård ved landevejen.

Bag skolen ligger der en gård; her boede i min tidligste barndom Johannes og Line Ellevang. Johannes var søn af lærer Ellevang, som min Far afløste som lærer i Fausing. Jeg husker svagt, da de midt i 30erne forlod gården og flyttede til Randers; deres to piger Nanna og Rigmor forærede mig deres dukkestue.Gården blev overtaget af Karoline og Søren Vestergaard, de havde tre sønner, de to var voksne, så jeg husker bedst den yngste, Herluf hed han; en vinterdag tilbød han mig en slædetur; han havde en meget større kælk end min og med udstyr (styrestang). Jeg vovede turen; vi startede som altid ved vandmotoren på bakken og nåede helt ned til Brugsen, før kælken standsede. Sikke en tur! Det kunne min lille kælk ikke have klaret. Gården blev senere solgt til Margit og Arne Christensen, der flyttede ind som nygifte.

Går vi videre ad “bette si´e ”, lå Anker Bertelsens gård på venstre side, og i huset på højre side, nabo til smedien, boede murer Kristensens. Anker Bertelsen tegner et fint billede i min erindring; jeg kendte som barn ikke meget til ham eller hans husbestyrerinde Pouline; men Anker Bertelsen var et kendt ansigt i landsbybilledet fra min barndom, når han kom forbi vores hus til og fra marken, og det skete flere gange om dagen, enten på cykel eller på arbejdsvogn, forspændt sine jyske heste.

I smedien havde smed Kjærsgaard travlt; jeg husker det, som om han altid var igang med at sko en hest, når jeg kom forbi. I forlængelse af smedien lå beboelsen; her levede han med sin kone Mary og deres tre piger.

Inden vi nåede dammen, hvor vi i vores træsko gled på isen om vinteren, når dammen var frosset til, skulle vi forbi Maren Skinderholms hus. Hun syede hvert år rosetterne og sløjferne til Fastelavn, så de drenge, der blev udnævnt til konge, prins og kommandør ved ringdysten, regnet ud efter de antal gange, de havde “taget” ringen, kunne blive dekoreret, ligeledes deres udkårne ved det efterfølgende fastelavnsbal. Drengenes “løb efter ringen” foregik på vejen nedenfor forskolen, og på kirkegårdsmuren var der for os piger gode tilskuerpladser!

I det lave hus ved Dammen var der tre lejligheder. I lejligheden nærmest Dammen boede i min barndom Viggo med sin familie; jeg var bange for Viggo, når han kom kørende på sin sofacykel op gennem byen, sommetider syngende. Jeg tror nok, han havde mange børn; jeg husker dem ikke tydeligt. Ved siden af boede Dorthea, “Dortheapigen” blev hun kaldt. Hun gik ud og hjalp til i gårde og huse; ved siden af samlede hun ind til “Julens Glæde”, en opsparing til jul, som man kunne sætte penge ind på i løbet af året. Når Dorthea kom ind ad bagdøren og spurgte, om vi ville have lidt sat ind på bogen, så havde min Mor som regel lagt et par kroner til side til formålet. Når julen nærmede sig, og Dorthea udbetalte de opsparede penge, var beløbet et godt tilskud til julegaveindkøbene, eller hvad Mor nu brugte pengene til. Jeg tror nok, Dortheas svigersøn overtog arbejdet senere. I den tredie lejlighed ved siden af Dorthea boede Anthon Hevring.

Overfor Dammen på “bette si`e” lå Valdemar Sørensens gård; jeg legede ikke så ofte med datteren Gerda, hun var et år ældre end jeg, men jeg husker tydeligt en sommerdag, hvor Gerda og hendes mor tog mig med i biografen i Auning, hvor vi så “Moster fra Mols”. Vi cyklede derhen, det var en stor oplevelse for mig.

Mellem Anker Bertelsens og Valdemar Sørensens gårde lå et hus, den gamle degnebolig var det. Hvem der boede der i min tidligste barndom, mindes jeg ikke, men senere flyttede Asta og Alfred Hevring ind som nygifte. I huset på den anden side af Valdemars gård boede P. Madsen og hans kone som aftægtsfolk.

For enden af deres have lå der i min tidligste barndom en græsmark, måske var det en lille fold. Den tilhørte Kirstine og Kristian Nielsens gård. Jeg husker, at de en sommer indlemmede dette stykke jord i deres have; “Posten” hjalp med anlæggelsen af det nye stykke have; for foruden at være postbud var han også en dygtig havemand, hans egen have i Spidsborg kunne vi bese, når vi cyklede forbi på vej til Allingåbro. Så den sommer gik folks aftentur ofte forbi Kristian Nielsens gård for at se, hvor langt Kirstine og “Posten” var kommet med arbejdet.

Overfor den nyanlagte have lå “det gule hus”. Sine og hendes børn har en stor plads i min barndomserindring, fordi jeg legede med de mindste af børnene ( jeg husker bedst Dora, Karla, Alma og Anna) og på den måde havde adgang til huset, også om vinteren, når vi var på kælkebakken og havde brug for at få vanterne varmet på Sines kakkelovn.

Hvis jeg fulgte vejen op forbi Kristian Nielsens gård, bevægede jeg mig i randområdet, hvor jeg ikke var så godt kendt. I huset overfor Kristian Nielsens lade boede i den ene ende Lisbeth og Martinus Sørensen med deres døtre, og i den anden lejlighed Bertha og Hans Kristensen med deres børn. Hvis man fortsatte op ad vejen lå der to gårde, inden man nåede vejen til Liltved, Steffens boede i den ene og Søren Andersens i den anden. Der har jeg aldrig været på besøg, men Marie Just har jeg været inde hos, både da hun boede i huset overfor Steffens gård og tidligere oppe i gården, som Gustav Larsen senere overtog.

Derimod var jeg bedre kendt, når jeg fortsatte op ad “bette si`e”; for mange gange blev jeg sendt op til skomageren med et par sko, der skulle bagflækkes eller forsåles (jeg kan endnu høre lyden fra hans dørklokke). Jeg var lidt bange for skomageren (ikke så meget, hvis hans kone Anine kom frem i døren), for han skældte altid ud over, at de sko var ikke til at reparere (og han havde sikkert ret; i dag ville vi nok have smidt dem ud og købt nye); men underet skete; skoene var som nye, når vi nogle dage senere hentede dem. Skomageren kendte jeg næsten bedre fra hans bierhverv som ringer og graver, når han i rask trav var på vej ned til kirken for at ringe solen ned, altid bærende hat, for os hed sådan en hovedbeklædning en skomagerhat. Det hørte også med til hans bestilling om søndagen at “træde orglet” under gudstjenesten; det har jeg mange gange set ham gøre, når jeg var med min Mor i kirke.

Husene og gårdene ved landevejen var dengang for mig noget for sig; her boede de lidt finere folk! sådan forekom det mig. Her lå mejeriet; i min barndom var Fredslund Andersen mejeribestyrer, og her gik jeg ned med den blå mælkespand for i mejeriudsalget at hente vores daglige forbrug 3 l mælk til 1kr 08 øre (36 øre pr. l).

På hjørnet ved siden af mejeriet boede Andrea i sit lille hus. Hun havde engang været mejerske på mejeriet; i min barndom havde hun et ishus, hvor man hver sommer kunne købe de bedste isvafler og forskellige ispinde; flødeboller kunne sikkert også købes og andet slik. Her samledes byens ungdom ofte på de lange lyse sommeraftener, fik en is og lidt sjov med hinanden.

Overfor Andrea boede elektrikeren, Georg Andersens forældre; dem husker jeg svagt, og naboen var købmanden, købmand Mortensen. Set med et barns øjne boede de i et herskabshus, vi skulle nemlig op ad en høj trappe til deres privatindgang på gavlen; det gjorde indtryk.

Ligesom mejeriet var en travl arbejdsplads, der summede af liv fra tidlig morgen til langt op af formiddagen, indtil den sidste mælkkusk var kørt hjem, og de sidste beboere havde hentet deres mælk, smør eller ost i mejeriudsalget, således var der også hos købmanden travlhed hele dagen; foruden kunder i butikken og landture, der skulle køres, afleverede rutebilchaufførerne pakker hos købmanden, oftest pakker fra apoteket til folk i byen, dertil blev dagens aviser lagt ind til købmanden, hvis avisomdeleren ikke lige var der, når rutebilen ankom. En morsom detalje: chaufføren der kørte eftermiddagsbilen fra Randers havde også hvervet at smide dagens avis ud til nogle af de enkeltliggende gårde og huse langs landevejen, med åbning af vinduet og med et øvet kast ramte avisen lige netop, hvor den skulle, ofte i hånden på en ventende kone.

Ved siden af købmanden boede jordmoder fru Friis, derefter kom Rasmus Pedersens gård. Her har jeg været sammen med min Mor for at besøge Jensine, der var gigtsvag.

Inden den næste gård, Andreas Pedersens, lå huset, hvor Ingrid og Knud Jensen boede. Fra min tidligste erindring husker jeg, at snedker Nielsen boede i huset og havde værksted nede i baghaven. Men snedkeren og Dagny byggede nu hus omme ved “Skråvejen”, på den tidligere planteskolejord, som var blevet udstykket. Her lå allerede to huse; i det ene boede fru Larsen og hendes datter Kirstine, det næste havde Lise og Chresten ladet bygge, da de flyttede fra brugsen og blev aftægtsfolk. I min barndom blev nr. fire hus bygget, og her flyttede Oda og Rasmus Andersen ind med deres børn, af dem husker jeg bedst Elly, Knud og Tonny. Nu havde Fausing fået sit lille villakvarter.

Men tilbage til landevejen. Herfra udgik hver dag rutebilforbindelse til Århus over Hornslet, Knud Jensens rute; hans kone Ingrid var for mig en af de fine damer i byen, for hun gik i højhælede sko.

Foruden sin egen gård havde Andreas Pedersen forpagtningen af præstegården; jeg kan se ham skrå over landevejen og gå ad markvejen op til præstegårdens avlsbygninger, der hvor der senere, da Andreas Pedersen ikke længere havde forpagtningen, blev bygget stuehus til den nye præstegårdsforpagter Gerhard Andersen. I huset mellem mejeriet og forpagterboligen boede dengang brødrene Anthon og Søren Skriver.

Forbi Andreas Pedersens gård gik vejen ned til præstegårdsmarken, et stykke nede af vejen boede Krause (Andreas Pedersens søn) med sin familie. Krause var kreaturhandler og i sin hvide arbejdskittel et kendt billede i byen.

Som sidste hus inden vi nåede “hjørnet” lå præstegården med gavlen ud mod landevejen, godt gemt i buskads og høje træer. Præsten hed Bielefeldt; her boede han først som ungkarl, senere som gift mand med kone og fire børn.

Der er muligvis flere unøjagtigheder i denne beretning; men mit ønske har været at fortælle om min barndomsby set med barnets øje, og et barn oplever med alle sanser; så min erindring er fyldt med synsindtryk, lugte og lyde, stemninger. Ja, meget fik jeg med i min bagage!

Bragt i Årsskrift 2004, Lokalhistorisk forening for Sønderhald kommune.