SØNDERHALD – Jeg husker tydeligt 9. april 1940, skriver Anne Mette Børsting, Odense, som under besættelsen boede i Fausing. Jeg var som syvårig startet i skolen 1. april, og 6. april fejrede vi min fars fødselsdag. Jeg husker ikke fødselsdagen tydeligt, den blander sig i min erindring med andre familiefester i min barndom. Men skoledagen 9. april er prentet ind i mit sind.
Fra skolegården kunne vi følge de tyske flyvemaskiner, der fløj lavt hen over os, og de store drenge fra udflyttergårdene kunne prale med, at maskinerne fløj så lavt over markerne, at de nogle steder havde rørt hegnspælene! Jeg syntes, det var spændende at starte i skolen – også denne begivenhed oven i købet.
Livet fortsatte
Flyvemaskinerne havde vækket os tidligt den morgen. Min mor troede først,det var vores genbo bageren, der havde taget en ny æltemaskine i brug. Men da mor fik rullet gardinet op, fik hun den rigtige forklaring på de mærkelige lyde. Jeg har ofte i de senere år tænkt på, hvordan de voksne følte 9. april og dermed de fem års besættelse. Jeg fik ikke spurgt mine forældre i tide. Måske kunne de heller ikke huske det efter alle de år, men bekymrede må de have været, selv om de gennem pressen blev opfordret til at forholde sig roligt. Livet gik videre som før i den lille landsby.
Marchere, det kunne de
De første år af Danmarks besættelse forløb sikkert ret fredeligt ude på landet – i hvert fald for os børn. Men det var en begivenhed hver gang, når der kom et kompagni tyske soldater marcherende gennem byen. Når vi var i skole og havde frikvarter, blev skolegården hurtigt tømt. Det var spændende at se, hvor de kunne marchere, og somme tider sang de også. Vi blev kaldt tilbage af læreren. Jeg tror ikke vi fik skældud, men hvilke tanker mon han har gjort sig? Rationeringskort var under besættelsen lige så vigtige som penge. Vores rationeringskort lå i sølvtøjsskuffen, den øverste skuffe i skænken.
Frihedskæmperne
Engang fandt jeg og en legekammerat under leg en pakke i læbæltet i præstens have. Pakken indeholdt mange ark rationeringskort. Vi skyndte os hjem med den og fortalte om fundet. Min far beordrede os straks at aflevere pakken hos præsten. Præsten var ikke synligt imponeret over vores fund. Han takkede blot skyndsomst for afleveringen, men vi to piger gik hjem med fornemmelsen af, at vi havde gjort et godt stykke arbejde. Senere blev jeg fortalt, at rationeringsmærkerne muligvis var lagt ud til folk, der måtte holde sig skjult for tyskerne. Efter at udgangsforbudet efter mørkets frembrud var indført, og det forlængst var umuligt at leje en lillebil, lånte min far et spand heste og et lille køretøj fra et husmandssted lidt uden for byen, for at vi kunne køre på besøg hos min moster. Vi har givetvis haft en dejlig søndag hos min moster, og måske derfor startede vi for sent på hjemturen. Selv om far lod hestene løbe, så var der blandt os en vis nervøsitet for, at vi ikke kunne nå hjem til tiden. Tusmørket havde allerede lagt sig, og klokken nærmede sig tiden for udgangsforbudet. Far satte mor og os børn af ved huset og korte videre for at aflevere hestekøretøjet.
Angsten og spændingen
Jeg synes endnu – næsten 50 år efter – at kunne høre lyden af de små nordbaggers hovslag forsvinde og føle angsten for, at far ikke skulle nå hjem i tide. Da jeg lidt senere lå i min seng, hørte jeg bagdøren gå. Så var far hjemme hos os, og jeg kunne trygt falde i søvn. De natlige overflyvninger kunne jeg ikke lide. På et tidspunkt af krigen fløj engelske bombefly ad en rute, der førte dem ind over Jylland mod deres bombemål, de nordtyske byer Kiel, Hamborg m.fl. Jeg håbede altid at nå i seng og falde i søvn, inden lyden af flyene nåede os, men det skete vist sjældent. Det lykkedes først efter overflyvning af flere fly, for jeg lå jo alligevel og lyttede spændt efter, hvornår det næste ville lade sig høre.
Lykkeligt uvidende
Jeg husker disse lyde som noget meget uhyggeligt, selv om jeg næppe dengang var vidende om, hvor bombemaskinerne fløj hen, hvilket mål de havde, og hvilken sorg og elendighed de tilføjede mennesker ved nedkastning af deres bomber – hvor mange børn som jeg, der måtte lide. Krigens rædsler nåede mig kun indirekte i små glimt. Men disse glimt kan også være så stærke, at de borede sig ind og satte sig fast i min lille barnesjæl. Jeg var en dag med mor hos bageren. Over disken snakkede mor og bagerens kone om folk fra egnen, der om natten var blevet hentet af tyskerne. Blandt dem var doktor Andersen, hans kone og datter. Jeg kendte dem alle tre.
Forbudt læsning
Jeg spekulerede over, hvad jeg havde hørt. Angsten borede sig ind. Jeg havde set, at min far havde små blade i sit skab ved sengen, blade, som det var forbudt at læse, det vidste jeg. Nu var jeg så frygteligt bange for, at tyskerne skulle komme og hente far. Somme tider var jeg så angst, at jeg ikke kunne falde i søvn om aftenen. Tænk, hvis også far var frihedskæmper og listede ud om natten, når jeg sov. Jeg vidste, frihedskæmpere arbejdede om natten, og at de kunne blive arresteret af tyskerne. Men søvnen overmandede mig til sidst, og næste morgen, da jeg vågnede, åndede alting fred og ro. Far sad i køkkenet og drak sin morgenkaffe (kaffeerstatning), jeg kunne høre ham røre i kaffekoppen.
Vandreklasser
Ind imellem glimtene legede jeg videre i en fredelig og dejlig lille verden. Jeg husker endnu de varme somre og de meget hårde vintre, vi havde under krigen. Vintre med masser af sne, som ethvert barn af i dag må misunde os. Efter sommerferien i 1944 startede jeg i første mellem på den private realskole i Allingåbro. Det var jo vældig spændende. Jeg havde tre kilometer til skole, men jeg havde også en cykel, arvet fra en større pige i byen. Den havde stadig gode dæk, så jeg var heldig. Nogle få måneder før krigens slutning blev vores skole taget af tyskerne – kun et enkelt klasselokale, et anneks, fik vi lov at beholde. Velvillige borgere i byen stillede rum til rådighed, så undervisningen kunne opretholdes. Nogle timer havde vi i bogtrykkerens hyggelige og varme spisestue, andre timer i sagførerens havestue.
Krigsfangerne
På vores vandring i frikvartererne fra det ene klasseværelse til det andet(vores fjerde klasseværelse var et stort loftsværelse i skolebestyrerens hus)kom vi også forbi afholdshotellet. I deres store sal plejede vi at have gymnastik, den havde tyskerne også taget. En dag var hotellets gård fyldt med mænd, der bare stod og kiggede. Det var russere, sagde mine klassekammerater. En af dem var helt gul i hovedet og så mærkelig ud i øjnene. Han lignede ikke de andre krigsfanger. Jeg fik så ondt af dem allesammen, men mest af ham med de skæve øjne. Mon han nogensinde kommer hjem igen til det sted, hvor han hører til, tænkte jeg uden at ænse, at millioner af mennesker ligesom ham på grund af krigen var tvunget væk fra deres hjemegn, og at der nu i krigens sidste fase var masser af mennesker på flugt – også børn som jeg.
Plyndringstogter
En dag, da jeg kom hjem fra skole, havde mor travlt i tørvehuset. Ved siden af tørvebunken stod en kiste. Heri havde mor lagt de bedste af vore ejendele. Kisten skulle gemmes under tørvebunken. Far havde travlt med at skjule sin cykel oppe på loftet bag loftsværelset. Der gik nemlig rygter om, at tyskerne i nærliggende landsbyer var gået ind på gårde og havde taget, hvad de kunne bruge. Næste dag på vej hjem fra skole cyklede jeg en omvej for ikke at møde tyskerne, som måske ville tage min cykel. Omvejen var for en stor del markvej, men besværet blev belønnet. Jeg nåede hjem i god behold med min cykel.
Frihedsbudskabet
Så kom befrielsen. Vi børn var jo vænnet til at være musestille, når far hver aften klokken 20.30 skulle høre den danske nyhedsudsendelse fra England. Far stod altid tæt ved radioen og lyttede – ofte med øret helt ind til højttaleren. Jeg husker endnu speakerens stemme og lyden af støjsenderne. Den historiske aften, 4.maj 1945, var jeg ikke i stuen, da far hørte nyheder fra BBC, London. Det var forår, det var længe lyst, vi børn nød at kunne lege lidt ude, inden vi skulle i seng. Jeg spillede bold op ad husmuren. Så kom far ud i døren, blev stående og sagde: “Nu er krigen forbi, min lille pige”. Frihedsbudskabet fra England blev også hørt af andre, og snart var alle ude i haver og på vej. Det var en dejlig aften.
Bragt i Randers Amtsavis 9. april 1990
© Copyright Anne Mette Børsting